Film: Goffmans teori om dramaturgi

Ifølge Goffmans teori om dramaturgi skifter alle masker i forhold til de forskellige sociale areaner de befinder sig i. Det er denne teori, der danner hovedtemaet i vores film. Formålet med filmen er at vise nogle praktiske eksempler på, hvordan en pædagog skifter maske i løbet af sin dagligdag alt efter hvilken kontekst, pædagogen befinder sig i.

Filmen henvender sig primært til en målgruppen bestående af lærere og studerende.





Alternativt link: Vimeo

Feltstudie og Goffmans dramaturgi

I de tre feltstudie dage, hvor vi i gruppen var på besøg i en børnehave, havde hver i sær fundet flere observationer enten pædagog til barn, barn til barn eller pædagog til pædagog. Ud fra en brainstorm indenfor de forskellige observationer, var der i gruppen hurtig enighed om, at arbejdet med Goffmans dramaturgi kunne være et interessant emne at grave dybere i, som en ide til vores kommende film.

Flere af de studerende i vores gruppe havde gjort sig sammen observation af pædagogerne. Hos pædagogerne tegnede der sig et klart mønster, et mønster der viste sig at kunne trække paralleller til Goffmans teori omkring frontstage og backstage samt maskespil. Når pædagogerne opholdt sig i samme rum som børnene var de frontstage, hvorimod de i personalestuen gik backstage. I pædagogernes optræden under frontstage holdte de sig til det  professionelle arbejde. Her var det børnene der var i fokus. Så snart de trådte ind i rollen som backstage deltager, kunne pædagogerne få sig en lille pause i personalestuen. Her kunne de ligge det professionelle arbejde lidt på hylden og her gik snakken mere på det private.

Goffman taler også om de såkaldte masker, at alle personer skifter masker i forskellige sociale arenaer. Man har en anden maske på, når man er hjemme i privaten, end når man er på arbejdet. Det var igen også noget vi kunne se på vores feltstudie dage, at pædagogerne skiftede masker og agerede anderledes ud fra hvilke situationer de var i.

Det var også noget vi selv kunne nikke genkendende til fra os selv. Vi skifter masker når vi møder op i klasseværelset, og igen når vi kommer hjem. Derfor valgte vi, at situationerne hvor man skifter masker, skulle have en central rolle i vores film. 

Fra skolegård til Facebook...

Engang forgik størstedelen af mobning  i skolegården, men gennem tiden er det blevet ændret. I dag er det blevet nemmere at mobbe, da vi kommunikerer igennem flere kanaler. Tilbage i tiden før mobil og internet var udbredt, foregik mobning ansigt til ansigt. Gennem de digitale medier, er det for nogen blevet nemmere at mobbe.

En af grundene bygger på den ansigtsløse kommunikation. Det er oftest nemmere at sige ting, som man normalt ikke ville kunne sige, hvis man står ansigt til ansigt med offeret. Når mobningen foregår over nettet, er det nemmere at distancere sig fra offeret, da man ikke ser offerets følelser og dermed bliver kommunikationen ikke så personlig.

Hvis offeret kun mobber for at få anerkendelse, er facebook en god kanal. Gennem facebook er altid offentligt tilgængelig og derfor når det ud til en bredere publikumsskare. Gennem likes, kommentarer, delinger og grupper kan mobningen altså spredes fra lokalt til globalt.

På grund af den digitale mobning har ofrene svære ved at finde et frirum. Et rum hvor de ikke følger sig forfulgt og hvor de kan være i fred. Fordi man altid i dag er online, kan man ikke slippe væk og der er ingen pauser. Før i tiden kunne man få en pause fra den mobning der foregik i skolegården. Efter skoletid var det muligt at komme hjem og få det frirum, hvor mobberne ikke kunne nå offeret. Nu kan offeret gå hjem fra skole og derhjemme venter der en sms, en facebook opdatering eller lign.      

ICD’HVAD FOR NOGET!?

International Child Development Program, eller på den lette måde: ICDP!
Et program som har fokus på sammenspil, F.eks. mellem pædagogerne og børn/bruger. ICDP’en ligger vægt på at forebygge, i stedet for behandling, og er noget man kan bruge i stort set alle situationer. Hvis barnet altid hører om de ting det ikke kan, er det hurtigt den opfattelse det får af sig selv, derfor er det vigtigt at fokuser på det positive ting, og de ting barnet kan. ICDP’en er derfor med til at styrke både selvtilliden, selvværet og selvfølelsen.

ICDP bygger på 8 sammenspilstemaer, som er delt op i de 3 såkaldte ”dialoger”

Den følelsesmæssige dialog  1 – 4

Her handler det meget om at være positiv og vise at du er glad for barnet. Følg barnets initiativer og ideer, F.eks. hvis barnet gerne vil spille et spil, eller læse en bog. Prøv at tal med barnet, om noget der interesserer det, og som barnet synes er spændene.

Den meningsskabende dialog 5-7
Først og fremmest, skal du være aktivt til stede, når du er sammen med barnet, og snak om de oplevelser i har haft sammen, og prøv at beskrive hvad det er i har oplevet. Man kan hjælpe barnet med at fokuser, så i får en fælles opmærksomhed. Her er det barnets relation til opgivelserne der er i centrum, og vi skal hjælpe barnet med at knytte meninger til det oplevelser det får,

Den grænsesættende dialog 8

Igen handler det om, at fokuser på hvad barnet må, og ikke på hvad det ikke må. I stedet for at sige ”Du må ikke hoppe i sofaen” kunne man sige: ”Du må gerne hoppe, men du skal bare gør det udenfor” på den måde bliver der sat grænser for barnet, men på en mere positiv måde.

Kontekst og masker

De fleste kan relatere til ordet kontekst. Det er noget med den sammenhæng noget er i. Men er det bare det? Eller er der flere måder at tale og bruge kontekst på?

Kontekstbegrebet bruges i mange sammenhæng. Indenfor systemisk tænkning betyder konteksten alt, fordi man mere eller mindre ubevidst ændrer sin adfærd efter den kontekst man er i. Det sker fordi at det der er indenfor normerne og de accepterede værdier i en sammenhæng ikke er det i en anden. Eksempelvis er omgangstonen med vennerne på sportsbaren en anden end med børnene fredag aften til Disney Sjov.

Som medarbejder/kollega er det uhyre vigtigt at du har evnen til at omstille dig og tilpasse din kommunikation til situationen. Det lyder som triviel viden, men de fleste kan relatere til en situation hvor en person er trådt udenfor, og skabt en mærkelig stemning.

Det her med at opføre sig forskelligt alt efter hvilken kontekst man er i, er noget Goffman også tager fat i. Han taler om at man bruger indtryksstyring for at give den eller de personer man står overfor det indtryk af en man foretrækker. Han hævder at ingen kun har én identitet, da man altid har forskellige masker man tager på i forskellige situationer.

Det er værd at overveje om teorien er møntet specielt på de vestlige lande. Rejser man ud til stammefolket i Sydamerika, Afrika eller Asien kunne det være interessant at undersøge om de også agerer forskelligt alt efter hvilken sammenhæng de er i, eller om de altid går med den samme maske.

Nana møder Goffman

Vi tager udgangspunkt i situationen i videoen med Nana og klassen der er på bondegårdstur.

I scenen hvor den ene dreng siger at koen har 4 tissemænd, spørger bondemanden hvad drengen siger. Eftersom lærerinden ikke har lyst til at fortælle om det, da hun synes det er pinligt, vælger hun at ignorere.

Goffman taler om at individet altid vil forsøge at undgå pinlige situationer. Det kommer til udtryk idet at lærerinden styrer udenom den ”farlige situation” ved at ignorere hvad bonden siger. Hun forsøger at opretholde hendes facader gennem indtryksstyring hele vejen igennem klippet. Bl.a. ved små undskyldende smil, for ikke at tabe ansigt, og bløde lidt op for situationen.

En anden der også bruger indtryksstyring er den ene af de to drenge der hævder at hans far også har 4 tissemænd. Han vil gerne opnå at den anden dreng synes han er lidt sej fordi hans far er noget specielt. Han prøver gennem indtryksstyring at kontrollere hvad den anden synes om ham.
Nanas far, der er med på turen, forstår ikke helt nødvendigheden af at undgå de pinlige situationer. Han hjælper dem tværtimod lidt på vej, da han flere gange skal til at sige ting der, ifølge lærerinden, er upassende.

HJÆÆÆÆLP! … - Mediekulturen kommer!

Vi lever i en tid, hvor vi er online det meste af tiden. Mange kan nok nikke genkendende til, at det sidste de gør inden de skal sove, er lige at tjekke facebook og twitter, og så igen når de vågner om morgenen.

For mange af os, er det noget der er kommet igennem de seneste år, men hvad med de børn som er født ind i denne mediekultur? Og er det nu nok, kun at være social igennem en skærm, flere kilometer væk, fra den man snakker med?

Vi kan godt slå fast, at internettet er kommet for at blive, og det er en stor del af den måde vi kommunikerer med hinanden på. I en kommunikation er der altid en afsender, som giver et budskab til modtageren. Hvordan modtageren så forstår budskabet, kan være forskelligt, og kommer meget an på deres forforståelse. Mennesker har aldrig den samme forforståelse, og vi oplever og forstår derfor tingene forskelligt. Hvis man har stor kendskab til en andens forforståelse, er der mindre chancer for misforståelser. Det kan være nemmere at blive misforstået, når du sidder bag en skærm. Man mener, at 55% er ens kropsprog, 38 % er tonefald og de sidste 7% er ord. Det kan derfor være svært, at tolke andre, når man kun læser deres ord.

Det er vores pligt, som kommende pædagoger, at hjælpe børn med at bruge de forskellige medier hensigtsmæssigt. En Ipad behøver ikke kun at være til sjov og tidsfordriv, men et redskab som kan hjælpe barnet til at styrke nogle af dets svage kompetencer.