Film: Goffmans teori om dramaturgi

Ifølge Goffmans teori om dramaturgi skifter alle masker i forhold til de forskellige sociale areaner de befinder sig i. Det er denne teori, der danner hovedtemaet i vores film. Formålet med filmen er at vise nogle praktiske eksempler på, hvordan en pædagog skifter maske i løbet af sin dagligdag alt efter hvilken kontekst, pædagogen befinder sig i.

Filmen henvender sig primært til en målgruppen bestående af lærere og studerende.





Alternativt link: Vimeo

Feltstudie og Goffmans dramaturgi

I de tre feltstudie dage, hvor vi i gruppen var på besøg i en børnehave, havde hver i sær fundet flere observationer enten pædagog til barn, barn til barn eller pædagog til pædagog. Ud fra en brainstorm indenfor de forskellige observationer, var der i gruppen hurtig enighed om, at arbejdet med Goffmans dramaturgi kunne være et interessant emne at grave dybere i, som en ide til vores kommende film.

Flere af de studerende i vores gruppe havde gjort sig sammen observation af pædagogerne. Hos pædagogerne tegnede der sig et klart mønster, et mønster der viste sig at kunne trække paralleller til Goffmans teori omkring frontstage og backstage samt maskespil. Når pædagogerne opholdt sig i samme rum som børnene var de frontstage, hvorimod de i personalestuen gik backstage. I pædagogernes optræden under frontstage holdte de sig til det  professionelle arbejde. Her var det børnene der var i fokus. Så snart de trådte ind i rollen som backstage deltager, kunne pædagogerne få sig en lille pause i personalestuen. Her kunne de ligge det professionelle arbejde lidt på hylden og her gik snakken mere på det private.

Goffman taler også om de såkaldte masker, at alle personer skifter masker i forskellige sociale arenaer. Man har en anden maske på, når man er hjemme i privaten, end når man er på arbejdet. Det var igen også noget vi kunne se på vores feltstudie dage, at pædagogerne skiftede masker og agerede anderledes ud fra hvilke situationer de var i.

Det var også noget vi selv kunne nikke genkendende til fra os selv. Vi skifter masker når vi møder op i klasseværelset, og igen når vi kommer hjem. Derfor valgte vi, at situationerne hvor man skifter masker, skulle have en central rolle i vores film. 

Fra skolegård til Facebook...

Engang forgik størstedelen af mobning  i skolegården, men gennem tiden er det blevet ændret. I dag er det blevet nemmere at mobbe, da vi kommunikerer igennem flere kanaler. Tilbage i tiden før mobil og internet var udbredt, foregik mobning ansigt til ansigt. Gennem de digitale medier, er det for nogen blevet nemmere at mobbe.

En af grundene bygger på den ansigtsløse kommunikation. Det er oftest nemmere at sige ting, som man normalt ikke ville kunne sige, hvis man står ansigt til ansigt med offeret. Når mobningen foregår over nettet, er det nemmere at distancere sig fra offeret, da man ikke ser offerets følelser og dermed bliver kommunikationen ikke så personlig.

Hvis offeret kun mobber for at få anerkendelse, er facebook en god kanal. Gennem facebook er altid offentligt tilgængelig og derfor når det ud til en bredere publikumsskare. Gennem likes, kommentarer, delinger og grupper kan mobningen altså spredes fra lokalt til globalt.

På grund af den digitale mobning har ofrene svære ved at finde et frirum. Et rum hvor de ikke følger sig forfulgt og hvor de kan være i fred. Fordi man altid i dag er online, kan man ikke slippe væk og der er ingen pauser. Før i tiden kunne man få en pause fra den mobning der foregik i skolegården. Efter skoletid var det muligt at komme hjem og få det frirum, hvor mobberne ikke kunne nå offeret. Nu kan offeret gå hjem fra skole og derhjemme venter der en sms, en facebook opdatering eller lign.      

ICD’HVAD FOR NOGET!?

International Child Development Program, eller på den lette måde: ICDP!
Et program som har fokus på sammenspil, F.eks. mellem pædagogerne og børn/bruger. ICDP’en ligger vægt på at forebygge, i stedet for behandling, og er noget man kan bruge i stort set alle situationer. Hvis barnet altid hører om de ting det ikke kan, er det hurtigt den opfattelse det får af sig selv, derfor er det vigtigt at fokuser på det positive ting, og de ting barnet kan. ICDP’en er derfor med til at styrke både selvtilliden, selvværet og selvfølelsen.

ICDP bygger på 8 sammenspilstemaer, som er delt op i de 3 såkaldte ”dialoger”

Den følelsesmæssige dialog  1 – 4

Her handler det meget om at være positiv og vise at du er glad for barnet. Følg barnets initiativer og ideer, F.eks. hvis barnet gerne vil spille et spil, eller læse en bog. Prøv at tal med barnet, om noget der interesserer det, og som barnet synes er spændene.

Den meningsskabende dialog 5-7
Først og fremmest, skal du være aktivt til stede, når du er sammen med barnet, og snak om de oplevelser i har haft sammen, og prøv at beskrive hvad det er i har oplevet. Man kan hjælpe barnet med at fokuser, så i får en fælles opmærksomhed. Her er det barnets relation til opgivelserne der er i centrum, og vi skal hjælpe barnet med at knytte meninger til det oplevelser det får,

Den grænsesættende dialog 8

Igen handler det om, at fokuser på hvad barnet må, og ikke på hvad det ikke må. I stedet for at sige ”Du må ikke hoppe i sofaen” kunne man sige: ”Du må gerne hoppe, men du skal bare gør det udenfor” på den måde bliver der sat grænser for barnet, men på en mere positiv måde.

Kontekst og masker

De fleste kan relatere til ordet kontekst. Det er noget med den sammenhæng noget er i. Men er det bare det? Eller er der flere måder at tale og bruge kontekst på?

Kontekstbegrebet bruges i mange sammenhæng. Indenfor systemisk tænkning betyder konteksten alt, fordi man mere eller mindre ubevidst ændrer sin adfærd efter den kontekst man er i. Det sker fordi at det der er indenfor normerne og de accepterede værdier i en sammenhæng ikke er det i en anden. Eksempelvis er omgangstonen med vennerne på sportsbaren en anden end med børnene fredag aften til Disney Sjov.

Som medarbejder/kollega er det uhyre vigtigt at du har evnen til at omstille dig og tilpasse din kommunikation til situationen. Det lyder som triviel viden, men de fleste kan relatere til en situation hvor en person er trådt udenfor, og skabt en mærkelig stemning.

Det her med at opføre sig forskelligt alt efter hvilken kontekst man er i, er noget Goffman også tager fat i. Han taler om at man bruger indtryksstyring for at give den eller de personer man står overfor det indtryk af en man foretrækker. Han hævder at ingen kun har én identitet, da man altid har forskellige masker man tager på i forskellige situationer.

Det er værd at overveje om teorien er møntet specielt på de vestlige lande. Rejser man ud til stammefolket i Sydamerika, Afrika eller Asien kunne det være interessant at undersøge om de også agerer forskelligt alt efter hvilken sammenhæng de er i, eller om de altid går med den samme maske.

Nana møder Goffman

Vi tager udgangspunkt i situationen i videoen med Nana og klassen der er på bondegårdstur.

I scenen hvor den ene dreng siger at koen har 4 tissemænd, spørger bondemanden hvad drengen siger. Eftersom lærerinden ikke har lyst til at fortælle om det, da hun synes det er pinligt, vælger hun at ignorere.

Goffman taler om at individet altid vil forsøge at undgå pinlige situationer. Det kommer til udtryk idet at lærerinden styrer udenom den ”farlige situation” ved at ignorere hvad bonden siger. Hun forsøger at opretholde hendes facader gennem indtryksstyring hele vejen igennem klippet. Bl.a. ved små undskyldende smil, for ikke at tabe ansigt, og bløde lidt op for situationen.

En anden der også bruger indtryksstyring er den ene af de to drenge der hævder at hans far også har 4 tissemænd. Han vil gerne opnå at den anden dreng synes han er lidt sej fordi hans far er noget specielt. Han prøver gennem indtryksstyring at kontrollere hvad den anden synes om ham.
Nanas far, der er med på turen, forstår ikke helt nødvendigheden af at undgå de pinlige situationer. Han hjælper dem tværtimod lidt på vej, da han flere gange skal til at sige ting der, ifølge lærerinden, er upassende.

HJÆÆÆÆLP! … - Mediekulturen kommer!

Vi lever i en tid, hvor vi er online det meste af tiden. Mange kan nok nikke genkendende til, at det sidste de gør inden de skal sove, er lige at tjekke facebook og twitter, og så igen når de vågner om morgenen.

For mange af os, er det noget der er kommet igennem de seneste år, men hvad med de børn som er født ind i denne mediekultur? Og er det nu nok, kun at være social igennem en skærm, flere kilometer væk, fra den man snakker med?

Vi kan godt slå fast, at internettet er kommet for at blive, og det er en stor del af den måde vi kommunikerer med hinanden på. I en kommunikation er der altid en afsender, som giver et budskab til modtageren. Hvordan modtageren så forstår budskabet, kan være forskelligt, og kommer meget an på deres forforståelse. Mennesker har aldrig den samme forforståelse, og vi oplever og forstår derfor tingene forskelligt. Hvis man har stor kendskab til en andens forforståelse, er der mindre chancer for misforståelser. Det kan være nemmere at blive misforstået, når du sidder bag en skærm. Man mener, at 55% er ens kropsprog, 38 % er tonefald og de sidste 7% er ord. Det kan derfor være svært, at tolke andre, når man kun læser deres ord.

Det er vores pligt, som kommende pædagoger, at hjælpe børn med at bruge de forskellige medier hensigtsmæssigt. En Ipad behøver ikke kun at være til sjov og tidsfordriv, men et redskab som kan hjælpe barnet til at styrke nogle af dets svage kompetencer.

Fra trussel til bøf bearnaise - Del 2

Teorien 

For at dette indlæg giver mening kræver det at det foregående indlæg ”Fra trussel til bearnaise – Del 1” er læst først.

Når man ser lidt dybere på hvad der foregik i fortællingen om Thomas, Tonni og Sia dukker der hurtigt nogle mønstre op som man kan relatere til kendt teori. 

Da vi først bliver præsenteret for Sia sidder hun i sofaen og er meget indelukket. Armene er over kors, og hun har ikke lyst til at snakke. Ifølge Batesons kommunikationsmodel er det ikke muligt IKKE at kommunikere. Heller ikke selvom man ikke siger noget. Det Sia måske prøver at fortælle os er at hun er bange for de to nye mænd, eller ihvertfald utryg og utilpas ved situationen. Hun kommer med verbale trusler, men hendes kropssprog signalerer usikkerhed og frygt. Her kan du som pædagog, og menneske, vælge at fokusere på truslerne, eller du kan vælge at læse det der står mellem linjerne. Hvad du vælger kan være udslagsgivende for hvilken relation du får med personen. 

På nogle bosteder køres der en hård pædagogik hvor hårdt sættes mod hårdt. Kommunikationsmodellen siger at samspil er cirkulært. Hvis du som pædagog møder en beboer med knyttede hænder og paraderne oppe, vil beboeren typisk reagere på det, og du vil igen reagere på beboeren, og en ond cirkel er igang. Det er præcist det der sker ved vagtskiftet mandag morgen da den nye medarbejder møder ind.  Han har en helt anden tilgang til kommunikationen, og det resulterer i en umiddelbar reaktion.

Hvis omvendt du vælger at spørge ind fra en uvidende position (Harlene Anderson & Harry Goolishian), og går ind i samtalen med åbenhed, nysgerrighed og interesse fremfor en færdig løsning/konklusion vil reaktionen fra brugeren tilpasse sig.

Fra trussel til bøf bearnaise - Del 1

Historien 

Følgende er en praksisfortælling fra virkeligheden. Navnene og enkelte detaljer er ændret for at overholde tavshedspligten.

Thomas havde fået et studiejob som afløser på et socialt bosted. Allerede første dag blev han kastet ud på det dybe vand. Han skulle ud i et sommerhus sammen med Tonni for at være hos Sia, en ung pige først i 20erne der boede på bostedet. Hun havde lavet en del ravage og var blevet sendt derud for at køle af.

De går ind i sommerhuset, og mødes af et par kolde øjne fra den slidte lædersofa midt i stuen. Der sidder en ung pige og stirrer på de to nye mænd, der er kommet for at vogte over hende de næste 3 døgn. Thomas sætter sig hen i sofaen og prøver at fange de vilde øjne, imens han stille fortæller hvad han hedder. Hun tygger lidt på navnet og kigger på ham. Så siger hun, næsten helt hviskende ”Når du sover i nat... Så er der ingenting der kan forhindre mig i at gå ind og stikke dig med en kniv”. Lige i det øjeblik virkede 3 døgns ilddåb sammen med hende ret uoverskuelig for Thomas.

Efter den ulige trio havde spist aftensmad sammen, snakkede de lidt om løst og fast. Helt bevidst var de meget spørgende, for at få hende til at åbne lidt op. Selvom de kendte en del til hendes baggrund spurgte de som om de ikke vidste noget. Det betød at hun åbent fortalte om hele sit liv. Måske fordi de gad lytte. Måske fordi hun kedede sig. De fik alt at vide. Alt det andre havde måttet trække ud af hende gennem mange samtaler. Diagnoser, barndomstraumer, eksperimenteren med stoffer. Der blev ikke lagt fingre imellem.

I løbet af lørdagen havde de snakket om rigtig mange ting. Både fra hendes, men også fra Thomas’ og Tonni’s liv. Evnen til at fortælle spændende historier fra deres egen barndom, rejser til fjerne lande og viden om mærkelige ting var noget hun slugte som en husmor, der læser Fifty Shades of Gray. Om det var fordi hun var nysgerrigt anlagt eller fordi hun brugte det for at slippe væk fra den virkelighed hun sad i, vides ikke, men uanset hvad virkede den gode dialog der var blevet opbygget.

I løbet af weekenden gik hun fra at give dødstrusler til at lave mad til de to pædagoger (de vaskede op). Udelukkende fordi de kunne tale sammen om tingene og ikke bare dikterede.

Da Thomas og Tonni skulle hjem mandag, skete der en interessant ting. Der kom en anden medarbejder ud i sommerhuset, som virkede lidt ligeglad med beboeren. Hun kendte ham godt, og da hun fik at vide han skulle være der 3 døgn, faldt hun med det samme tilbage til hvordan hun var da vi mødte hende i den slidte sofa fredag morgen.

Interpersonel kommunikation

Introduktion til interpersonel kommunikation

Under denne kursusgang er vi blevet introduceret for to centrale begreber indenfor interpersonel kommunikation. Det vigtigste vi har fået ud af denne undervisning kommer til udtryk via for-forståelsen og dennes betydning i måden at forstå verdenen.

De to centrale begreber:

Autopoiesis:

• Vi forstår omgivelserne på baggrund af vores for-forståelser 
  Vi kommunikerer og forstår verden via indre billeder, vi selv danner af verden
• Al kommunikation kommer reelt fra vores interne tolkning af de impulser, som vi opfanger fra omgivelserne
• Vi kommunikerer ud fra selv-referencer – vi ”fortæller” og kommunikerer ud fra den måde vi forstår tingene på
• For at forstå andres autopoiesis og ved at koble sig på andres forståelser og systemer er ved at spørge og iagttage – det kan være svært, hvis udgangspunktet er, at man kun kan kommunikere med sig selv = man skal lære at kommunikere med andre
• Når man får nogle impulser fra omgivelserne, forsøger man at kommunikere ud fra de impulser og forsøger at begribe verden ud fra disse impulser
• Et menneske er at betragte som et system – ethvert system/menneske handler ”perfekt” ud fra den forståelse og de logikker de selv har (Maturana)
• Man kan ikke ”frarøve” eller ”fjerne” for-forståelsen

Multivers:

• Alle har en unik opfattelse af verden omkring den
• Der kan være mange versioner af verden – den er unik, da den er skabt af os selv og vores for-forståelse
• Hver gang vi har et mennesket eller et system, har vi en definition og en version af verdenen
• Alle giver et bud på verdenen ud fra deres autopoiesiske forståelse, og alle forståelser har principielt samme værdi
• Alle gør deres bedste, ud fra den forståelse af den givne præmis/kontekst de er i

 

Spørgsmål:

Hvad der sker med vores relationer og kommunikation, hvis vi sætter objektivitet i parentes? Ved fx at begynde at opfatte den anden som en legitim anden - forstået som én, der ikke behøver at retfærdiggøre sig selv og sin opfattelse af verden overfor os? Det vil sige, hvis jeg betragter (gennem min konstruktion/opfattelse) den anden som en legitim anden i sameksistens med mig.

·         Hvis man respekterer den anden, bliver relationen i en kommunikation bedre og for at en kommunikation skal kunne finde sted, skal der være en relation. Vi opbygger vores relationer ud fra kommunikationen, så at kunne legitimere den anden er en god ting.

·         Man kan godt acceptere og legitimere en anden person, uden at være enige. Man acceptere derfor bare, at der er forskellige holdninger.

·         Man kan forsøge at diskutere sig frem til en fælles holdning/”middelvej”

Dette kommer ofte til udtryk i gruppearbejde. Både på studiet men også på arbejdspladsen. 
Vi har haft flere diskussioner, primært i den tidligere gruppe fra modul 1, hvor vi måtte være enige om at være uenige. Når alle gruppemedlemmer har den indstilling at det er OK at være uenige, betyder det at alle kan gå fra en diskussion som "vindere", eftersom der slet ikke er nogle "tabere".

Hvorfor kan det være svært at skabe ’rum’ for, at den anden fremstår for os som en legitim anden?  Hvad synes at forhindre os i det?

·         I og med, at man hver især har sin egen for-forståelse, kan det være svært, at sætte sig ind i andres mening om verdenen

·         Det kan være svært at ”bryde” med sin egen opfattelse/for-forståelse

·         Når der er forskellige holdninger og meninger, kan det være svært at blive enige

·         Det er svært at definere, hvad der er rigtig og forkert og dermed komme frem til en løsning

Hvilke implikationer har det at sætte objektivitet i parentes for den måde, som vi arbejder på som pædagog? Hvilke situationer ville vi mon – som ’pædagog’ og ’kollega’ – have tacklet anderledes?

·         Man kan sætte sig selv i en bås, ud fra sine egne holdninger, som man har dannet ud fra for-forståelsen

·         Nogle situationer vil blive tacklet helt forkert, hvis man ikke har objektiviteten med ind over sine handlinger og overvejelser som pædagog 

Hele disciplinen, der vedrører at lave objektive observationer, er utrolig svær at mestre. Der skal så uendeligt lidt til at ændre en observation fra at være objektiv til subjektiv. Vi havde et eksempel i modul 1 med en situation i en børnehave der blev observeret. Det var to børn der legede og pludselig tog den ene et stykke legetøj fra den anden. Istedet for bare at observere og skrive "Thomas tog bilen ud af hånden på Andreas" blev det hurtig til "Thomas driller Andreas ved at tage hans bil". Observatøren går ud fra at Andreas bliver drillet eller irriteret, men ved praktisk talt ikke om det er tilfældet.

Hvorfor kan det være vanskeligt at tænke og handle (arbejde) ud fra en opfattelse af, at virkelighed og dermed sandhed er relativ? Relativ i forhold til den kontekst den opstår i, og dermed afhængig af de mennesker der ’laver’ den.

·         Det kan være svært at handle korrekt, hvis der ikke er en bestemt opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert

·         Man kan konstruere en sandhed, i den sociale virkelighed og situation, som man befinder sig i. Men i og med, at det er noget der er konstrueret, kan det ophæves igen – det er (social)konstruktionisme